Les Deux Alpes Pistekort Les Deux Alpes

Les Deux Alpes pistekort

Udvalgte pister i Les Deux Alpes
Skiløbet er meget let tilgængeligt fra byen Les 2 Alpes og består af 225 km pister. Ønsker du at komme højt op blandt bjergene og gletsjeren, kan du nemt tage Jandri Express 1 & 2. Du kan enten fortsætte op med to træklifte eller en bjergbane, eller stå ned ad den blå eller delvist rød piste. Hvis du vælger at stå helt oppefra, har du mulighed for at stå ned fra omkring 3.600 meters højde til byen Mont de Lans på 1.300 meter uden at skulle tage en lift - imponerende med 2.300 højdemeter i én omgang! Fra Mont de Lans tager du en stolelift tilbage til byen. De blå Jandri-pister kan tage dig ned til byen, og de er bedst om morgenen og formiddagen. 

Ønsker du lidt mere udfordrende nedkørsler, er der Fée 4, hvor du kan væge at fortsætte ned af en sort Fée 5. For dem som foretrækker blå, hyggelige pister er der også Fée 1 eller 2. Alle fører logisk ned til Féeliften, hvor I kan mødes igen til en ny runde. Ved snefald plejer man at lade være med at præparere visse dele af pisterne, hvilket gør de pudderglade skiløbere mere end tilfredse. 

 

Når du har fået din dosis af Fée-området, kan du let tage Thuit 1 og fortsætte op med Thuit-siddeliften. Her er du på toppen af Diable-området. Bortset fra en grøn piste, er dette et område for dem, der ønsker fantastisk skiløb. Diable 1 er ofte tom for mennesker med en stejl hældning. Diable 2 er søsterpisten, der er lavinesikret, men som ikke er præparereret. Det fører ofte til pukler, der byder på lidt syre i benene. På toppen af Diable findes også Diable au Coeur, som helt klart er værd at besøge, når sulten og tørsten melder sig. Her får du ægte fransk køkken med en fantastisk udsigt. 

Hvis du ikke har lyst til at stå i morgenkøen ved hovedlifterne, kan vi anbefale Vallée Blanche-siden som en start på dagen. Her får du fine opvarmningskørsler, eller pister at øve på for de mindre erfarne. 

For dem, der vil øve deres tricks, er der en moderne park i Toura-området. Her kan du nemt komme til fra midterstationen på Jandri Express. Her kan man også more sig med videofilm af sine slalomsving. 

Når du køber liftkort i Les Deux Alpes, inkluderer det to dages skiløb i Alpe d'Huez, og i vintersæsonen er der en direkte bus dertil om onsdagen. Turen koster 15€. 

Hent pistekortet Les Deux Alpes som PDF her!