Ischgl byder på skiløb i verdensklasse, effektive liftsystemer og ingen liftkøer.
I den berømte skiby finder man også et fabelagtigt byliv, som emmer af atmosfære og glade dage. Her er alt hvad hjertet begærer. Kort sagt, så får du fantastisk skiløb og byliv, som du kun finder det i Østrig.
På ski i Ischgl
Uanset om man er til bløde og brede boulevarder eller høj puls og og pimpende adrenalin, så findes det i Ischgl.
Det 239 kilometer store skiområde strækker sig over både Østrig og Schweiz, så her behøver skiløbet ikke at holde sig inden for grænsen. Det er bare om at give den gas på pisterne.
Den fantastiske beliggenhed mellem de to lande, giver også grænsehandel en helt ny betydning. Tag for eksempel et smut forbi den toldfrie by Samnaun og køb billigt ind, inden turen går hjem igen med det super moderne liftsystem. Det er faktisk muligt på ski at følge de gamle smuglerruter mellem de to lande.
De går ikke ned på udstyret i Ischgl
I Ischgl finder du 45 stole- og gondollifte, som fragter dig rundt i området. Mange af liftene har opvarmede sæder, så turen bliver ekstra behagelig. Liftkapaciteten er mere end 96.000 gæster i timen. En sjov lille ting om lifterne er, at i vintersæsonen bliver liftene samlet set brugt 27,2 millioner gange. Hvis sneen skulle mangle, så skal du ikke være bange for, ikke at komme på ski. Ischgls store skiområder er nemlig udstyret med hele 1.1000 snekanoner!
Oftest er der ikke brug for dem, men i stedet er der 36 pistemaskiner, som står klar hver aften og nat til at sikre nypræparerede pister til næste morgen.
Har du gode ben, så prøv den 11 kilometer lange nedfart fra det højeste punkt, Greitspitze, ned til byen.
Snowboard i Ischgl
At kalde det snowboard heaven er ikke en helt forkert beskrivelse af Ischgl. Snowboardere har det nemlig godt i byen, der hvert år afholder VM for boardere.
Det er især de gode forhold, der trækker de mange snowboardere til. Området byder på en udfordrende og varierende park, og her hersker der ingen tvivl om, at snowboardere er velkomne.
Miljørigtig skiferie til Ischgl
I Ischgl er alle lifte og restauranter 100% klimaneutrale - på grøn energi. De er støttet af ClimatePartner, som er leverandører af løsninger indenfor klimabeskyttelse og af VITALPIN.
Gode spisesteder på pisten
Der er masser af muligheder for at stoppe og tage en pause med noget godt at spise. Her har vi samlet en håndfuld favoritter blandt vores guider og gæster.
Alp Bella er guidernes favorit oppe på bjerget! Med en stor terrasse og perfekt beliggenhed, i forhold til sol på næsen og smuk udsigt, er det ofte førstevalget. Her dufter skønt af grillkylling, som er Alp Bellas signaturret, og du bliver bestemt ikke skuffet! På Alp Bella finder du også bjergets bedste gullaschsuppe og mange andre østrigske retter som rösti, kaisermarren og apfelstrudel. Snyd ikke dig selv for et par timer i solen på Alp Bella!
Alpenhaus, eller Stenhytten, som mange også kalder den, er nyrenoveret og enormt fin. Du bliver draget, når du ser restauranten udefra, og indenfor skuffer køkkenet bestemt heller ikke. Alpenhaus har en lounge, som er en lækker restaurant, hvor maden er i top og servicen lige så. Til dig som bare vil ind og finde noget hurtigt, nemt, men bestemt stadig lækkert, har hytten også et selvbetjeningsområde med et stort udvalg. Her er der mulighed for at sidde ude og nyde solens stråler, eller sidde inde i varmen på de koldere dage.
Restaurant Höllboden ligger perfekt centralt nede ved C-lifterne, der alle fører til vidt forskellige områder på bjerget. Her kan du nyde godt af både udeservering samt indendørsservering, og også her er der både mulighed for at vælge selvbetjening eller restaurant. Der er god plads både ude og inde, så du er så godt som sikret et bord uanset ankomsttidspunkt, og det gør Höllboden ideel, når sulten pludselig melder sig i selv de travleste uger.
Pardorama ligger oppe på bjergtoppen, og her er du garanteret fantastisk udsigt på en solrig dag. Pardatschgratbahn-liften går lige op til restauranten, hvorfor den er ideel at spise frokost på, hvis du har nogen med i selskabet, som af den ene eller anden grund ikke står på ski, men gerne vil spise frokost med resten af slænget. Med et non-skiing pas kommer du direkte derop med liften og kan nyde godt af både solstole, bænke udendørs og restaurant samt selvbetjening. Menukortet er varieret og byder på alt fra lækre gourmetretter som carpaccio og cremet fiskesuppe til sprøde pizzaer og salater.
Er du draget på ski til den schweiziske del Samnaun, er Schmuggler Alm klart et besøg værd! Her finder du en hyggelig atmosfære med lækker mad. Det er et typisk tyrolsk madsted med ild i pejsen og godt med charme.